Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velholdt stjernehus med stor legeplads

Børnehaven Nørholmsvej er en kommunal institution som er normeret til 60 børn (med en vippenormering på +/- 10%) i alderen 3-6 år. Børnehaven er en del af dagtilbud Hasseris, som består af i alt 12 daginstitutioner, med Anne-Mette Bartohni som dagtilbudsleder.

Børnehaven, der blev indviet i februar 1995, er bygget som et stjernehus. Bygningen er fuldmuret med højt til loft i næsten samtlige rum, hvilket er med til at skabe en åben og lys atmosfære.

Børnene er fordelt uafhængig af alder på 3 stuer – Larvestuen, Mariehønestuen og Tusindbenstuen. Hver stue har sin egen afdeling med indgang, garderobe, toiletter og 2 grupperum.

Desuden har vi et kreativt værksted, et alrum og et køkken. 

I samarbejde med forældre gør vi en del i hverdagen for at vedligeholde institutionen, så vores bygninger og omgivelser fremstår velholdte. Af større vedligeholdelse arbejde har vi de seneste år fået foretaget følgende:

  • 2019 fik vi nye gulve i det meste af huset
  • 2020 fik vi udskiftet taget på institutionen
  • 2021 fik vi nyt køkken
  • 2022 blev alle vægge malet hvide
  • 2023 fik vi nye gynger, rutsjebane og internt hegn til opdeling af legepladsen

Vi har en stor legeplads som fordeler sig hele vejen rundt om huset, med hegn på tværs som giver mulighed for at opdele legepladsen i 2. Vi har mange høje træer som dels giver skygge og læ, men også mulighed for leg i fred og ro. Vi har gynger, rutsjebane, sandkasse, mooncars, løbecykler, bålplads og en hel masse andet.